Livet i Grønneparken
Vi har et godt miljø i Grønneparken. Naturligvis har vi små konflikter. Det har man også når man bor to sammen. Men typisk for konflikterne er, at vi diskuterer tingene og udreder uenigheder, og så er vi lige gode venner bagefter. Det giver et solidt fælleskab.
Vi har været på besøg i andre fællesskaber, hvor nogle beboere ikke kunne være i fælleshuset samtidigt. Sådan er det ikke her. Tvært imod er alle med i arrangementerne, hvis de har mulighed. Mange besøger hinanden, spiser evt. sammen og grupper slår sig sammen og tager til bowling, i biografen, til Riverboat eller endog på ferie sammen.
Denne stemning vil vi meget gerne bevare. Derfor har vi fået gennemført en ændring af udlejningsreglerne, så vi selv har indflydelse på, hvem der skal flytte ind, når en lejlighed bliver ledig.
Vi møder ofte mennesker, der synes, vi har et fantastisk fællesskab, men synes, de er for unge til at flytte i seniorbofællesskab – ”men når vi bliver gamle, kommer vi”. Det skal de dog ikke regne med, for vi prioriterer at få ”unge” på 50-60 år ind, så vi ikke pludselig befinder os i en situation, hvor vi alle er blevet gamle på samme tid.
I øvrigt er det sjældent, der er en ledig lejlighed. I de 11 år, vi har boet her, er der kun ét par der er flyttet. Ellers har der udelukkende været udskiftning ved død eller flytning på plejehjem. Folk er generelt glade for at bo her, så de flytter ikke uden videre

 Baggrund:.
I 2004 flyttede 34 forventningsfulde mennesker ind I Grønneparken.
Forud var gået et par år, hvor beboerne havde deltaget i forskellige møder herunder en studiekreds, hvor linjerne for fællesskabet skulle lægges.
Mange overvejelser blev vendt. Hvor tæt skulle det være? Hvor ofte skulle vi spise sammen? Hvor tæt skulle vi hjælpe hinanden? Skulle vi købe ind for beboere, der var blevet svagere? Skulle vi gøre rent? Skulle vi indgå i pleje?
Efterhånden tegnede der sig et billede af, at vi naturligvis skulle hjælpe hinanden, men at vi ikke ville binde hinanden, så det blev så forpligtende at det gik forud for andre gøremål, f.eks. rejser og besøg hos børnene. Vi ville heller ikke ind i pleje af hinanden. Her måtte det sociale- og sundhedsvæsenet træde til.
I praksis har det vist sig, at det har været meget lettere at tilbyde hjælp end at modtage den.
Vi ville heller ikke forpligte hinanden til at deltage i fællesarrangementer herunder fællesspisning. Imidlertid deltager stort set alle, der er hjemme, i de fælles arrangementer så som musikaftener, fællesspisning, fester og beboermøder.
Senere kom byggefasen, hvor vi sad med i byggeudvalget og her kunne diskutere med arkitekter og håndværkere. Vi fik en lille indflydelse på udformningen af byggeriet, men det viste sig hurtigt, at økonomien satte meget stramme grænser. Vi fik dog nogle forbedringer af fælleshuset igennem.
Vi har også kunnet lave små ændringer i lejlighederne.
Alt dette giver et meget stærkt ”ejerskab” til stedet.
I det hele taget er mange beboere aktive i forskellige udvalg.
Derudover har vi Martin (vicevært), der skovler sne, hvis det er nødvendigt og som står for det praktiske.
Lejlighederne er forholdsvis små, men vi betragter fælleshuset som en udvidelse af vores lejligheder. Her er et gæsteværelse, så alle ikke behøver plads til en gæsteseng. Her er en stor stue, hvor man kan mødes og hvor man kan holde private fester, når man har brug for mere plads. Her er vaskeri, så man ikke behøver en vaskemaskine i lejlighederne.
Så har vi jo den fordel, at vi bor bynært, så vi ikke har langt til noget. Bussen på den anden side af gaden. Kort til banegården og 10 min til torvet.
Men først og fremmest er vi en flok glade mennesker, der er glade for at bo sammen.